Lerfuglen

Lerfuglen

Der var engang en fugl. Det var en keramikfugl. Den var lavet af ler. En lerfugl. Den stod på kaminhylden. Ovenover ildstedet. I dagligstuen.

Lerfuglen stod på kaminhylden – den havde ikke rigtig noget valg – og kiggede ud af vinduet. Og hvad så den så, der ude for vinduet? Den så rigtige fugle, der fløj rundt. Og den ønskede mere end noget andet i hele verden, at den også kunne flyve. Og lerfuglen sad på kaminhylden hele dagen – og natten med – og kiggede ud af vinduet. Den så disse vidunderlige skabninger. Som sad der – så længe de havde lyst til. Og så fløj de. De svævede gennem luften med en ynde og lethed og frihed, som gik lige ind i hjertet på lerfuglen. Den sad der hele sommeren og ønskede og ønskede, at den kunne flyve ligesom dem.

En dag, mens lerfuglen sad på kaminhylden og kiggede på de frie fugle, lød der, i rummet, et puf. Der kom et lysglimt, og der var en magisk fugl. Den strålede og havde skinnende farver i sine fjer. Den magiske fugl sagde til lerfuglen: “Jeg kan forstå, at du gerne vil flyve?” Lerfuglen sagde “Ja”. Den magiske fugl sagde: ” Jeg vil opfylde dit ønske for dig. Men først skal du udføre en modig handling. Når du har udført en modig handling, vil jeg opfylde dit ønske.” Og – puf – den var væk.

Lerfuglen blev straks meget begejstret: “Wow, først skal jeg udføre en modig handling, og så kommer jeg til at flyve.” Men så tænkte den: “Jamen hvad kan jeg gøre? Jeg er jo en lerfugl. Hvordan skulle jeg kunne – udføre en modig handling?” Og lige så hurtigt som lerfuglen var blevet begejstret, gled den ind i dyb depression. Fordi den indså at den aldrig ville kunne udføre en modig handling – aldrig ville komme til at flyve. Og der var ikke andet for den at gøre, end at sidde på kaminhylden, og stirre ud af vinduet på de rigtige fugle, som fløj omkring.

Sommeren gik. Vinteren kom og gik. Det blev forår igen. Blomsterne spirede frem. Der kom blade på træerne. Det grønne kom tilbage. Og det samme gjorde fuglene. Men i stedet for, som før, at fylde lerfuglen med glæde, så fik bare synet af en fugl – eller lyden af et vingeslag – lerfuglen til at føle sig elendig til mode. For det mindede den om, at den aldrig ville komme til at flyve.

Efter nogen tid begyndte depressionen at ændre sig til frustration og vrede. Og frustrationen og vreden blev så stærk, at lerfuglen kom til at vibrere, og den tænkte: “Jamen jeg vil flyve, lige meget hvad det koster!” Og vibrationerne blev så kraftige at lerfuglen kom til at rokke. Og lige da den sagde: “Jeg vil flyve! Om det så skal koste mit liv!” – røg den ud over kanten på kamingylden – og den fløj – gennem luften – som en lerfugl – lige ned mod klinkegulvet – og splintredes – i hundredvis af stumper………….

Og – puf – var den magiske fugl der igen. Den bredte sine vinger ud over lerstumperne, og de blev igen samlet til en hel fugl. Men denne gang var det ikke en lerfugl – det var en rigtig fugl. Og den fløj ud igennem det åbne vindue – ud til de andre frie fugle.